Laura Ringo: Cremasterrefleksen

CREMASTERREFLEKSEN // The cremasteric reflex (my title translation) by laura ringo
published by gyldendal in 2017 // Review copy from the publisher

Hvilken kliché ville det ikke være at kalde Laura Ringos debutroman for historien om en ung kvinde der prøver at finde sig selv? Well, det er det. Men hun finder aldrig rigtig hverken sig selv eller nogen større eller mindre sandhed om tilværelsen. Og det er lige som det skal være.

Karla er 20 år og flytter fra mor og far og Lollands marker til Odense for at læse journalistik. Men i stedet for at åbne teoribøgerne, hænger hun ud med Viktor, som ikke helt er til at gennemskue men heller aldrig er dårligt selskab.

Fortællingen flyder med en utrolig lethed i en gennemført, jordbunden stemning. Ringo leger med det trivielle, det hverdagslige, som alligevel kan virker overvældende i en alder domineret af præ-kvartlivskrise. Med en knastør humor i fyldepennen, er det som om, hun har gjort det til sin mission at afdramatisere alt, der er i fare for at blive højtflyvende:

Min navle er bare et hul. Da jeg var lille, gik der tit betændelse i. Den var fyldt med gulligt snask. Da jeg blev teenager, tænkte jeg, at det måske var, fordi jeg havde en betændt slags moderbinding. I dag tror jeg bare, det handlede om, at jeg ikke så tit gik i bad.

Ofte er teksten samtidig morsom og enerverende på den helt rigtige måde. Enkelte gange virker karakterernes samspil for konstrueret; som et gimmick med et formål. Eksempelvis tror jeg enten, man bruger ordet “fernisering” korrekt eller slet ikke bruger det. Man kommer ikke til at sige “finansiering”, bare for at Karla kan rette en.

Romanen er spækket med genialiteter og klinger velbekendt for mit indre øre. Og mens jeg personligt finder den yderst anbefalelsesværdig, tvivler jeg på, hvor stor en målgruppe den taler til på samme måde. Om ikke andet siger jeg: Læs den lige!

What a cliché it would be to define Laura Ringo’s debut novel as the story of a young woman trying to find herself. Well, that’s exactly what is is. But she never really does finds herself or any greater or lesser truth about life. And that is just as it should be.

Karla is 20 years old and moves away from mom and dad and Lolland to Odense to study journalism. But instead of picking up her theory books, she hangs out with Viktor, who’s not entirely easy to figure out, but is never boring.

The story flows with incredible ease in a always grounded mood. Ringo plays with the trivial, the ordinary, which can still seem overwhelming in an age dominated by pre-quarter life crisis. With a bone dry humor flowing in her pen, it’s as though she has made it her mission to defuse anything at risk of becoming dramatic:

My navel is just a hole. When I was little, it often got infected. It got filled with tawny goop. When I became a teenager, I thought it might be because I had an inflamed kind of motherbinding. Today, I think it was just that I didn’t shower a lot. (My translation)

Often the text is humorous and aggravating in just the right way. But sometimes the interaction of the characters seems too constructed; Like a gimmick with a certain purpose.

The novel is loaded with brilliance and rings well-known to my inner ear. And while I personally find it highly recommendable, I doubt to how big an audience it works the same way. In any case, I say: Read it now!

Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte

Brødrene løvehjerte // the brothers lionheart by astrid lindgren
Published by gyldendal in 2003 // originally in 1973

At min eneste viden om Nangijala stammer fra et Rasmus Seebach-nummer har længe været min litterære skam. Jeg havde hverken læst Astrid Lindgrens børnefortælling eller set filmatiseringen, da Løvebrødrene landede i min postkasse. De har nemlig været på en længere rejse rundt i bogblogland, og alle har sat deres præg på siderne (hvilket vi ved, jeg er all for) med tegninger, kommentarer og farvelægninger. 

Jeg havde dårligt nogen anelse om, hvad jeg gik ind til. Lidet vidste jeg, at tårekanalerne skulle vådtes allerede under de første sider. Hun er snedig, hende Lindgren, i sin komposition. Hun knuser dit hjerte (de to første kapitler var, uden pis, de hårdeste jeg endnu har læst af nogen bog), stykker det trofast sammen igen, for blot at rive det ud og pille det fra hinanden en gang mere. For Brødrene Løvehjerte emmer af uskyld, godhed, mod, håb og broderkærlighed (som rammer psykohårdt lige ind i mit søstre-elskende hjerte). Men ligeså bedrøvelig, sorgfuld, fuldstændig hjerteskærende er den også. 

Bogen er hurtigt læst. Men med den virkning den satte i maven på voksen-mig, ærgres jeg over aldrig at have oplevet den fra børneperspektiv. Det ville have været tilpas magisk og traumatiserende på samme, eventyrlige tid!

The fact that my only knowledge about Nangijala comes from a Rasmus Seebach track has long been my own literary shame. I had neither read Astrid Lindgren’s story nor seen the film adaptation when the Lionhearts landed in my mailbox. They have been on a long journey visiting different book bloggers, and everyone has put their personal marks on the pages (which we know I’m all for) with drawings, comments and coloring.

Little did I know that my eyes would be swelling up, drowning in tears by just the first few pages. She is clever, Lindgren, in her composition. She breaks your heart (the first two chapters were, I shit you not, the toughest I have read of any book yet), faithfully pieces it back together, just to rip it out and tear it apart one more time. Because just as innocent, good, courageous, hopeful and brotherly as The Brothers Lionheart is – just as sad, sorrowful, completely heartpiercing it is too.

The book is a quick read. But with the effect it had to my grownup stomach, I do regret never having read it from a child’s perspective. It would have been magical and traumatic at the same adventurous time!