Why I never indulge in fandoms

Den vasker ind over én. Den forelskelseslignende følelse, fanfølelsen: Vidunderligt og rædselsfuldt er det. Indtager den dig, er den altopslugende, fuldstændig fortærende. Så jeg siger stop, så snart fandomtrangen kommer snigende.

Jeg har, i sagens natur, ikke mange eksempler på personlige fandomoplevelser. Alligevel er Rowlings troldmandsverden utvivlsomt dét univers, som har været tættest på at gøre en fangirl ud af mig. De år, hvor Harry Potter-filmene erobrede verden, kastede jeg først min kærlighed på skuespillere frem for universer (når celebrity crushes agerer gateway drug ind i fandom, amiright?) og formulerede et fanbrev (læs: love letter) til Dan the Man. Men ak, jeg blev aldrig Mrs Julie Radcliffe Potter. Senere flyttede mit fokus til Rowlings fascinerende alternative virkelighed, hvor magi var en realitet. Men jeg havde altid en indre modvillighed, lod mig ikke rive med, og har derfor aldrig svælget frit i den uendelige verden af Hogwarts-gadgets, Pottermore-viden og debatfora.

Jeg tager aktivt afstand, når jeg er i fare for overbegejstring. Fanfølelsen er stærk og ambivalent; som ulykkelig kærlighed. Hvor andre nyder deres besættelse, lider jeg en frydefuld pinsel. Lige meget hvor mange skræddersyede kapper og håndudskårne tryllestave, jeg anskaffer, bliver det aldrig virkeligt. Fandomen har intet endemål, for Hogwarts eksisterer ikke, Harry har aldrig fandtes. Det er et skisma, jeg ikke kan håndtere.

Hvordan dealer I med fandoms?


It washes over you. The infatuation-like feeling, the fan feeling: Wondrous and dreadful it is. When it occupies you, it is all-consuming, absolutely devouring. So I step back as soon as urges for fandom come creeping.

I have, inherently, very few examples of personal fandom experiences. Still, Rowling’s wizarding world is indeed the universe that came the closest to making a fangirl out of me. The years, when the Harry Potter movies first conquered the world, I threw my love onto actors rather than universes (when celebrity crushes act as gateway drug into fandom, amiright?) and drew up a fan (read: love) letter for Dan the Man. Alas; I was never Mrs Julie Radcliffe Potter. Later on my focus shifted to Rowling’s fascinating alternative reality of magic. But I always had an inner reluctance, did not let myself get too excited. And therefore I’ve never revelled freely in the infinite world of Hogwarts gadgets, Pottermore knowledge and discussion forums.

I actively dissociate myself when I’m in danger of becoming overly enthusiastic. The fan feeling is strong and ambivalent; as unrequited love. When others enjoy their obsession, I suffer a joyous torment. No matter how many tailored cloaks or hand-carved wands I acquire, it won’t ever be real. The fandom has no final objective, cause Hogwarts does not exist, Harry has never been. It is a schism I cannot handle.

How do you deal with fandoms?