Laura Ringo: Cremasterrefleksen

gule boeger, harry potter, cremasterrefleksen, less than zero, ondskabens hotel, snoevsen

CREMASTERREFLEKSEN // The cremasteric reflex (my title translation) by laura ringo
published by gyldendal in 2017 // Review copy from the publisher

Hvilken kliché ville det ikke være at kalde Laura Ringos debutroman for historien om en ung kvinde der prøver at finde sig selv? Well, det er det. Men hun finder aldrig rigtig hverken sig selv eller nogen større eller mindre sandhed om tilværelsen. Og det er lige som det skal være.

Karla er 20 år og flytter fra mor og far og Lollands marker til Odense for at læse journalistik. Men i stedet for at åbne teoribøgerne, hænger hun ud med Viktor, som ikke helt er til at gennemskue men heller aldrig er dårligt selskab.

Fortællingen flyder med en utrolig lethed i en gennemført, jordbunden stemning. Ringo leger med det trivielle, det hverdagslige, som alligevel kan virker overvældende i en alder domineret af præ-kvartlivskrise. Med en knastør humor i fyldepennen, er det som om, hun har gjort det til sin mission at afdramatisere alt, der er i fare for at blive højtflyvende:

Min navle er bare et hul. Da jeg var lille, gik der tit betændelse i. Den var fyldt med gulligt snask. Da jeg blev teenager, tænkte jeg, at det måske var, fordi jeg havde en betændt slags moderbinding. I dag tror jeg bare, det handlede om, at jeg ikke så tit gik i bad.

Ofte er teksten samtidig morsom og enerverende på den helt rigtige måde. Enkelte gange virker karakterernes samspil for konstrueret; som et gimmick med et formål. Eksempelvis tror jeg enten, man bruger ordet “fernisering” korrekt eller slet ikke bruger det. Man kommer ikke til at sige “finansiering”, bare for at Karla kan rette en.

Romanen er spækket med genialiteter og klinger velbekendt for mit indre øre. Og mens jeg personligt finder den yderst anbefalelsesværdig, tvivler jeg på, hvor stor en målgruppe den taler til på samme måde. Om ikke andet siger jeg: Læs den lige!

bunke gule boeger, cremasterrefleksen, laura ringo

What a cliché it would be to define Laura Ringo’s debut novel as the story of a young woman trying to find herself. Well, that’s exactly what is is. But she never really does finds herself or any greater or lesser truth about life. And that is just as it should be.

Karla is 20 years old and moves away from mom and dad and Lolland to Odense to study journalism. But instead of picking up her theory books, she hangs out with Viktor, who’s not entirely easy to figure out, but is never boring.

The story flows with incredible ease in a always grounded mood. Ringo plays with the trivial, the ordinary, which can still seem overwhelming in an age dominated by pre-quarter life crisis. With a bone dry humor flowing in her pen, it’s as though she has made it her mission to defuse anything at risk of becoming dramatic:

My navel is just a hole. When I was little, it often got infected. It got filled with tawny goop. When I became a teenager, I thought it might be because I had an inflamed kind of motherbinding. Today, I think it was just that I didn’t shower a lot. (My translation)

Often the text is humorous and aggravating in just the right way. But sometimes the interaction of the characters seems too constructed; Like a gimmick with a certain purpose.

The novel is loaded with brilliance and rings well-known to my inner ear. And while I personally find it highly recommendable, I doubt to how big an audience it works the same way. In any case, I say: Read it now!