Astrid Lindgren: The Brothers Lionheart

Brødrene løvehjerte // the brothers lionheart by astrid lindgren
Published by gyldendal in 2003 // originally in 1973

At min eneste viden om Nangijala stammer fra et Rasmus Seebach-nummer har længe været min litterære skam. Jeg havde hverken læst Astrid Lindgrens børnefortælling eller set filmatiseringen, da Løvebrødrene landede i min postkasse. De har nemlig været på en længere rejse rundt i bogblogland, og alle har sat deres præg på siderne (hvilket vi ved, jeg er all for) med tegninger, kommentarer og farvelægninger. 

Jeg havde dårligt nogen anelse om, hvad jeg gik ind til. Lidet vidste jeg, at tårekanalerne skulle vådtes allerede under de første sider. Hun er snedig, hende Lindgren, i sin komposition. Hun knuser dit hjerte (de to første kapitler var, uden pis, de hårdeste jeg endnu har læst af nogen bog), stykker det trofast sammen igen, for blot at rive det ud og pille det fra hinanden en gang mere. For Brødrene Løvehjerte emmer af uskyld, godhed, mod, håb og broderkærlighed (som rammer psykohårdt lige ind i mit søstre-elskende hjerte). Men ligeså bedrøvelig, sorgfuld, fuldstændig hjerteskærende er den også. 

Bogen er hurtigt læst. Men med den virkning den satte i maven på voksen-mig, ærgres jeg over aldrig at have oplevet den fra børneperspektiv. Det ville have været tilpas magisk og traumatiserende på samme, eventyrlige tid!

The fact that my only knowledge about Nangijala comes from a Rasmus Seebach track has long been my own literary shame. I had neither read Astrid Lindgren’s story nor seen the film adaptation when the Lionhearts landed in my mailbox. They have been on a long journey visiting different book bloggers, and everyone has put their personal marks on the pages (which we know I’m all for) with drawings, comments and coloring.

Little did I know that my eyes would be swelling up, drowning in tears by just the first few pages. She is clever, Lindgren, in her composition. She breaks your heart (the first two chapters were, I shit you not, the toughest I have read of any book yet), faithfully pieces it back together, just to rip it out and tear it apart one more time. Because just as innocent, good, courageous, hopeful and brotherly as The Brothers Lionheart is – just as sad, sorrowful, completely heartpiercing it is too.

The book is a quick read. But with the effect it had to my grownup stomach, I do regret never having read it from a child’s perspective. It would have been magical and traumatic at the same adventurous time!