Nu fylder Maria Gerhardt natten med sit fravær

Jeg havde længe slået mig selv i hovedet over ikke at have samlet Amagermesteren op endnu, da jeg fandt den til en 100-lap i Nykøbings Arnold Busck på mit seneste Falstervisit. En lille uge senere var Maria Gerhardt borte.

Så mange fine stemmer fra folk, som stod Maria Gerhardt nær, har sagt farvel i poetiske vendinger. Jeg føler mig nærmest fjollet, uberettiget, når hendes bortgang også påvirker mig. Som om sentimentaliteten skulle være indbildning. Alligevel føles det forkert at lade passere uden et ord.

Kræften forstår vi ikke. Vi nægter at forstå den, for den tager mennesker fra os for øjnene af de som elsker dem. Den sorg må bare have lov at være. For Maria Gerhardts efterladte og for alle som sygdommen har såret og vil såre.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen slugte jeg grådigt ved en Nordcypernsk poolside sidste sommer, uden tanker for at den kræft jeg læste om snart ville overmande bogens forfatter. Og jeg vil for altid associere hendes stærke kamp og storladne kærlighed med klorvand, all inclusive-pomfritter og hvidkalkede bungalows. Det er mit minde ud af uendeligt mange.

Og så har jeg ikke engang læst Transfervindue endnu. Den skulle være så hård. Hvordan skal det mon gå.

Why I annotate (the shit out of) my books

img_4567_zpshmgzbmyc

“I contend, quite bluntly, that marking up a book is not an act of mutilation but of love.”

Kontroversiel udtalelse, I know. Sådan skriver Mortimer Adler i sit essay How to mark a book. For få år siden havde jeg fnyset ad manden og ignoreret kommentaren, som den galningeerklæring, den tydeligvis er. Men ikke mere.

Første gang jeg satte blyantspidsen mod papiret, skreg alle mine impulser om helligbrøde. Jeg havde levet efter mantraet: Keep your books damn clean! Indtil jeg en dag trodsede regimet og spurgte: Hvorfor? Bøgerne er mine, mini-biblioteket er mit. Skal det ikke mærkes?

Nu kan jeg ikke læse uden en blyant ved min side. Jeg føler mig handicappet, når jeg har glemt et skriveredskab og tanker opstår, som ikke kan komme ud. Mit læsehjerte bløder ikke længere for de bøger, som er tapetserede i marginskriblerier, men for de som ikke er. De rene, anonyme bøger, som aldrig har været i samtale med deres læsere.

“Full ownership comes only when you have made the book a part of yourself, and the best way to make yourself a part of it is by writing in it”, siger Adler. Hvad siger I, streger i pergamentet: Yay or nay?

img_4599_zps5uyngmxk

img_4575_zpswgpp11nt

img_4584_zpstpwpkp2z

“I contend, quite bluntly, that marking up a book is not an act of mutilation but of love.”

Controversial statement, I know. That’s how Mortimer Adler puts it in his essay How to mark a book. A few years ago I would’ve snorted at the man and ignored the comment as the lunatic remark it clearly is. But not anymore.

The first time I put the pencil tip against the paper all my impulses screamed on sacrilege. I had lived by the mantra: Keep your books damn clean! Until, one day, I defied the regime and asked: Why? The books are mine, the mini-library is mine. Should that not be reflected?

Today, I can’t read without a pencil in my hand. I feel handicapped when I forget to bring a writing tool and thoughts arise that can’t get out. My book loving heart no longer bleeds for books that are wallpapered in margin scribbles but for those that are not. The neat, anonymous books that have never conversed with their readers.

“Full ownership comes only when you have made the book a part of yourself, and the best way to make yourself a part of it is by writing in it”, says Adler. What do you think, lines in the pages: Yay or nay?

Lit Comprimé: A welcome

img_3643_zps55us5sb3

Litteratur var ikke altid min passion. Det var ikke fordi, jeg ikke læste, da jeg var yngre. Nu og da sneg der sig endda en lystlæsningstitel ind på børneværelset. Men som udgangspunkt betragtede jeg læsning som en pligt, jeg blev påduttet af mine lærere. Langhistoriekort: Det ændrede sig i mine tyvere, da jeg langt om længe opdagede, hvilken herlig eskapisme, bøgerne tilbød – og hvor forskellig den kunne tage sig ud. Man kan jo kalde mig en late lit bloomer. Det vil jeg nu lade sig udfolde, og se hvad der sker.

Men på det sidste har jeg måtte erkende, at jeg har en tendens til at være lidt af en word slut. Jeg smider hensynsløst omkring mig med ordene, som om nogen gad læse fem siders uredigeret ordgylp om Kafkas Slottet. Jeg. Tror. Det. Ikke. Jeg er forbandet med evnen til at knevre i det uendelige. Så for at holde mine sproglige udskejelser i skak, indleder jeg hermed streng mængdekontrol og nedsætter dette simple benspænd: Tohundrede ord per indlæg. Max. Jeg ved, det nok skal blive en seriøs pain.

Og på den note, håber jeg, du vil joine snakkene her i mit nye online værested (lyder lidt Ofir-chat-agtigt). Lit Comprimé, muchachas!


Literature was not always my passion. I didn’t not read when I was younger. Now and then a self chosen title would even sneak into my room. But basically I considered reading a duty foisted on me by my teachers. Longstoryshort: That changed in my twenties, when I finally discovered what glorious escapism, the books offered – and how different it could appear. You might call me a late lit bloomer. And it’s time to let that unfold and see what happens.

However, lately I’ve had to acknowledge my tendency to be a bit of a word slut. I spend my words with no regard for the fact that no one would want to read five pages of word vomit on Kafka’s The Castle. I am cursed with the ability to jabber on indefinitely. So to keep my lingual excesses in check, I hereby initiate a strict quantity control by imposing this simple obstruction: Two hundred words per post. Max! I’m certain it’ll be a serious pain.

On that note, I hope you will join the talk. Lit comprimé, Muchachas!