About

Først den korte: Julie Fønskov / 24 / København / Studerer dansk og kommunikation / Svært glad for sushi og ordet “ubarmhjertig” / Max trehundrede ord per indlæg / Altid fulde engelske oversættelser.

Og så den lange: Mon ikke vi alle har haft følelsen af at vende en bogs sidste blad med et uhjælpeligt suk? Om det er glæde, vrede, frustration eller sorg, der dominerer er egentlig ikke afgørende. Men følelserne bobler, og det eneste vigtige bliver at dele oplevelsen med andre! Jeg har alt for ofte befundet mig der; uden nogen af læsse den litterære last af til. Derfor oprettede jeg Lit Comprimé.

Litteratur var ikke altid min passion. Det var ikke fordi, jeg ikke læste, da jeg var yngre. Men som udgangspunkt betragtede jeg læsning som en pligt. Langhistoriekort: Det ændrede sig i mine tyvere, da jeg langt om længe opdagede, den herlige eskapisme, bøgerne tilbød – og hvor forskellig den kunne tage sig ud. Man kan jo kalde mig en late lit bloomer. Og begejstringen for bogsnak flyder i hvert af bloggens indlæg.

Men jeg har måtte erkende, at jeg kan være lidt af en word slut. Jeg smider hensynsløst om mig med ordene, som om nogen gad læse fem siders uredigeret ordgylp om Kafkas Slottet. Jeg. Tror. Det. Ikke. Så for at holde mine sproglige udskejelser i skak, har jeg indledt streng mængdekontrol og nedsat et simpelt benspænd: Tohundrede ord per indlæg. Max.

Jeg håber du vil joine snakkene!

 


The short version: Julie Fønskov / 24 / Copenhagen / Studying Danish and communications / Fond of sushi and the word “despair” / Three hundred words per post, max / Always full English translations.

The long version: Haven’t we alle had the experience of turning the last leaf of a book with a distressed, intense sigh? Whether it’s the feeling of joy, anger, frustration or sadness that dominates isn’t really essential. It’s that the emotions bubble, and the only important thing becomes sharing the experience with others! Again and again, I’ve found myself in such a situation; without anyone to talk it all over with. Therefore I created Lit Comprimé.

Literature was not always my passion. I didn’t not read when I was younger. But basically I considered reading a mere chore. Longstoryshort: That changed in my twenties, when I finally discovered what glorious escapism, the books offered – and how different it could appear. You might call me a late lit bloomer. And that enthusiasm for book talk will flow through every blog post.

However, I’ve had to acknowledge that I can be a bit of a word slut. I spend my words with no regard for the fact that no one would want to read five pages of word vomit on Kafka’s The Castle. I am cursed with the ability to jabber on indefinitely. So to keep my lingual excesses in check, I’ve initiated a strict quantity control by imposing one simple obstruction: Two hundred words per post. Max.

Feel free to join the talk!

Leave a Reply