Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte

Brødrene løvehjerte // the brothers lionheart by astrid lindgren
Published by gyldendal in 2003 // originally in 1973

At min eneste viden om Nangijala stammer fra et Rasmus Seebach-nummer har længe været min litterære skam. Jeg havde hverken læst Astrid Lindgrens børnefortælling eller set filmatiseringen, da Løvebrødrene landede i min postkasse. De har nemlig været på en længere rejse rundt i bogblogland, og alle har sat deres præg på siderne (hvilket vi ved, jeg er all for) med tegninger, kommentarer og farvelægninger. 

Jeg havde dårligt nogen anelse om, hvad jeg gik ind til. Lidet vidste jeg, at tårekanalerne skulle vådtes allerede under de første sider. Hun er snedig, hende Lindgren, i sin komposition. Hun knuser dit hjerte (de to første kapitler var, uden pis, de hårdeste jeg endnu har læst af nogen bog), stykker det trofast sammen igen, for blot at rive det ud og pille det fra hinanden en gang mere. For Brødrene Løvehjerte emmer af uskyld, godhed, mod, håb og broderkærlighed (som rammer psykohårdt lige ind i mit søstre-elskende hjerte). Men ligeså bedrøvelig, sorgfuld, fuldstændig hjerteskærende er den også. 

Bogen er hurtigt læst. Men med den virkning den satte i maven på voksen-mig, ærgres jeg over aldrig at have oplevet den fra børneperspektiv. Det ville have været tilpas magisk og traumatiserende på samme, eventyrlige tid!

The fact that my only knowledge about Nangijala comes from a Rasmus Seebach track has long been my own literary shame. I had neither read Astrid Lindgren’s story nor seen the film adaptation when the Lionhearts landed in my mailbox. They have been on a long journey visiting different book bloggers, and everyone has put their personal marks on the pages (which we know I’m all for) with drawings, comments and coloring.

Little did I know that my eyes would be swelling up, drowning in tears by just the first few pages. She is clever, Lindgren, in her composition. She breaks your heart (the first two chapters were, I shit you not, the toughest I have read of any book yet), faithfully pieces it back together, just to rip it out and tear it apart one more time. Because just as innocent, good, courageous, hopeful and brotherly as The Brothers Lionheart is – just as sad, sorrowful, completely heartpiercing it is too.

The book is a quick read. But with the effect it had to my grownup stomach, I do regret never having read it from a child’s perspective. It would have been magical and traumatic at the same adventurous time!

12 thoughts on “Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte

  1. Åh, den har bare en helt særlig plads i mit hjerte!

    Og så fik du mig altså til at skraldgrine med den her indledning: “At min eneste viden om Nangijala stammer fra et Rasmus Seebach-nummer har længe været min litterære skam.” 😀

    1. Det har den sandelig også fået i mit! Alt om søskendekærlighed går bare lige ind.

      Haha, jeg syntes simpelthen bare ikke, det kunne være rigtigt! Alligevel sad jeg, totalt ynkelig, og hørte den på repeat, da jeg var helt grædefærdig efter at havde læst bogen færdig 😀

      1. Ja, jeg har to søstre, som jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre uden. Og så identificerer man sig jo bare ekstra meget med Løvebrødrenes triste situation. Har du også søskende at projicere historien over på? 😀

  2. Det gør bare bogen bedre – det er jeg simpelthen sikker på. Om jeg har – min bror og jeg er enormt tætte, og selvom vi ikke ser hinanden så tit længere (han bor I KBH og jeg i Odense), så er han altid den første, jeg ringer til, hvis der sker noget nyt eller jeg bare, har brug for en snak. Vi hader begge at tale i telefon, men alligevel er det aldrig lykkes os at have en telefonsamtale under en time. Sært. 🙂

    1. Ej, men jeg kender det simpelthen så godt. Min ene søster bor i Kbh ligesom mig, mens min anden søster stadig bor hjemme på Falster. Og så skal der altså bare nogle lange telefonsamtaler til en gang imellem! For nylig skulle jeg egentlig bare ringe og give hende nogle enkelte informationer, og den samtale endte med at vare fire timer! 😀

      Jeg tror helt sikkert, det er en af bogens kæmpe styrker; at den taler direkte ind i den søskendekærlighed, så mange mennesker kender styrken af. Det er som om det, er sådan en overmenneskelig kærlighed. Sådan – the next level of love-agtigt.

Skriv et svar