Why I never indulge in fandoms

Den vasker ind over én. Den forelskelseslignende følelse, fanfølelsen: Vidunderligt og rædselsfuldt er det. Indtager den dig, er den altopslugende, fuldstændig fortærende. Så jeg siger stop, så snart fandomtrangen kommer snigende.

Jeg har, i sagens natur, ikke mange eksempler på personlige fandomoplevelser. Alligevel er Rowlings troldmandsverden utvivlsomt dét univers, som har været tættest på at gøre en fangirl ud af mig. De år, hvor Harry Potter-filmene erobrede verden, kastede jeg først min kærlighed på skuespillere frem for universer (når celebrity crushes agerer gateway drug ind i fandom, amiright?) og formulerede et fanbrev (læs: love letter) til Dan the Man. Men ak, jeg blev aldrig Mrs Julie Radcliffe Potter. Senere flyttede mit fokus til Rowlings fascinerende alternative virkelighed, hvor magi var en realitet. Men jeg havde altid en indre modvillighed, lod mig ikke rive med, og har derfor aldrig svælget frit i den uendelige verden af Hogwarts-gadgets, Pottermore-viden og debatfora.

Jeg tager aktivt afstand, når jeg er i fare for overbegejstring. Fanfølelsen er stærk og ambivalent; som ulykkelig kærlighed. Hvor andre nyder deres besættelse, lider jeg en frydefuld pinsel. Lige meget hvor mange skræddersyede kapper og håndudskårne tryllestave, jeg anskaffer, bliver det aldrig virkeligt. Fandomen har intet endemål, for Hogwarts eksisterer ikke, Harry har aldrig fandtes. Det er et skisma, jeg ikke kan håndtere.

Hvordan dealer I med fandoms?


It washes over you. The infatuation-like feeling, the fan feeling: Wondrous and dreadful it is. When it occupies you, it is all-consuming, absolutely devouring. So I step back as soon as urges for fandom come creeping.

I have, inherently, very few examples of personal fandom experiences. Still, Rowling’s wizarding world is indeed the universe that came the closest to making a fangirl out of me. The years, when the Harry Potter movies first conquered the world, I threw my love onto actors rather than universes (when celebrity crushes act as gateway drug into fandom, amiright?) and drew up a fan (read: love) letter for Dan the Man. Alas; I was never Mrs Julie Radcliffe Potter. Later on my focus shifted to Rowling’s fascinating alternative reality of magic. But I always had an inner reluctance, did not let myself get too excited. And therefore I’ve never revelled freely in the infinite world of Hogwarts gadgets, Pottermore knowledge and discussion forums.

I actively dissociate myself when I’m in danger of becoming overly enthusiastic. The fan feeling is strong and ambivalent; as unrequited love. When others enjoy their obsession, I suffer a joyous torment. No matter how many tailored cloaks or hand-carved wands I acquire, it won’t ever be real. The fandom has no final objective, cause Hogwarts does not exist, Harry has never been. It is a schism I cannot handle.

How do you deal with fandoms?

6 thoughts on “Why I never indulge in fandoms

  1. I was definitely in the Harry Potter fandom and although I’m still and will always be a fan, I try to be as far away from fandoms as possible because some people get really really personal and to be honest it makes me feel uncomfortable.

    1. Oh, really? I never heard of that problem before, that sounds unpleasant. Like personal how?

      1. As if it’s their own mission to protect the fandom or the actor or whatever as if their lives depended on it. They can get quite ruthless and I’ve seen a lot of bullying when someone in a community has a different opinon. Scary sometimes. And sometimes people don’t understand that it is necessary to draw a line.

      2. Huh, that’s nasty. Without ever having taken part in fandoms, it’s my impression that the great thing about them is the social unity around a common love for a certain world of fiction. It seems like a misconception to turn on each other instead of discussing the matter with like-minded people and learning from each other. Maybe some people just lose perspective. But it’s really sad if you’ve had to keep yourself out of the fandom community because of it.

  2. Det tætteste, jeg kommer på at være en del af, er Buffy the Vampire Slayer fandommen, men jeg er fuldstændig komfortabel med det. Jeg synes, det er sådan en fed serie, og jeg elsker at dykke ned i de mere nørdede dele af den (‘Buffy studies’ er den største academia, der handler om populærkultur i USA). Samtidig spejler den sig i så mange dele af det virkelige liv, og det er for mig en glæde at kunne tænke “what would Buffy do?” Det er også en virkelig hjælpsom og givende fandom, hvor nye og gamle fans taler pænt til hinanden.

    Men generelt har jeg det lidt svært ved fandoms – et andet eksempel er SKAM, hvor folk, specielt i sæson 3, gik helt amok omkring skuespillerne, der spillede Isak og Even, og var de nu homoseksuelle i det virkelige liv og og og… Det kammede fuldstændigt over for mig.

    1. Haha, NICE forhold at have til Buffy, må jeg bare lige sige! Skønt at have en heltinde at spejle sig i i hverdagen!

      Jeg har det faktisk også udmærket med at dykke ned i fiktive verdener på nogle måder, mens det bliver for anstrengende for mig på andre måder. Jeg kan ikke selv helt regne ud, hvor grænsen går. Jeg lytter for eksempel til “Harry Pottcast” lige nu, hvor to HP-fans flueknepper hvert kapitel af bøgerne for sygt, og jeg ELSKER det. Men når jeg selv skal til at interagere aktivt, bliver det for meget. Huh, måske er det der, grænsen går, så? Det kan næsten overvælde mig bare at tage fordelingshattesten på Pottermore. Den der “leg” med selv at være en del af universet, bliver på en mærkelig måde for overvældende.

      Jeg er helt med dig på SKAM-kritikken. På den ene side er det jo skønt, at en homoseksuel lovestory kan sprede sig internationalt på den måde og normalisere formidlingen af homoforhold i fiktionen. Men når jeg ser nogle af alle de der YouTube-klip, anmeldelser og react-videoer, så står jeg altså også af. Det gear det bliver kørt op i er jo absurd.

Leave a Reply