Nu fylder Maria Gerhardt natten med sit fravær

Jeg havde længe slået mig selv i hovedet over ikke at have samlet Amagermesteren op endnu, da jeg fandt den til en 100-lap i Nykøbings Arnold Busck på mit seneste Falstervisit. En lille uge senere var Maria Gerhardt borte.

Så mange fine stemmer fra folk, som stod Maria Gerhardt nær, har sagt farvel i poetiske vendinger. Jeg føler mig nærmest fjollet, uberettiget, når hendes bortgang også påvirker mig. Som om sentimentaliteten skulle være indbildning. Alligevel føles det forkert at lade passere uden et ord.

Kræften forstår vi ikke. Vi nægter at forstå den, for den tager mennesker fra os for øjnene af de som elsker dem. Den sorg må bare have lov at være. For Maria Gerhardts efterladte og for alle som sygdommen har såret og vil såre.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen slugte jeg grådigt ved en Nordcypernsk poolside sidste sommer, uden tanker for at den kræft jeg læste om snart ville overmande bogens forfatter. Og jeg vil for altid associere hendes stærke kamp og storladne kærlighed med klorvand, all inclusive-pomfritter og hvidkalkede bungalows. Det er mit minde ud af uendeligt mange.

Og så har jeg ikke engang læst Transfervindue endnu. Den skulle være så hård. Hvordan skal det mon gå.

Skriv et svar