Hvorfor jeg annoterer (the shit out of) mine bøger

“I contend, quite bluntly, that marking up a book is not an act of mutilation but of love.”

Kontroversiel udtalelse, I know. Sådan skriver Mortimer Adler i sit essay How to mark a book. For få år siden havde jeg fnyset ad manden og ignoreret kommentaren, som den galningeerklæring, den tydeligvis er. Men ikke mere.

Første gang jeg satte blyantspidsen mod papiret, skreg alle mine impulser om helligbrøde. Jeg havde levet efter mantraet: Keep your books damn clean! Indtil jeg en dag trodsede regimet og spurgte: Hvorfor? Bøgerne er mine, mini-biblioteket er mit. Skal det ikke mærkes?

Nu kan jeg ikke læse uden en blyant ved min side. Jeg føler mig handicappet, når jeg har glemt et skriveredskab og tanker opstår, som ikke kan komme ud. Mit læsehjerte bløder ikke længere for de bøger, som er tapetserede i marginskriblerier, men for de som ikke er. De rene, anonyme bøger, som aldrig har været i samtale med deres læsere.

“Full ownership comes only when you have made the book a part of yourself, and the best way to make yourself a part of it is by writing in it”, siger Adler. Hvad siger I, streger i pergamentet: Yay or nay?

“I contend, quite bluntly, that marking up a book is not an act of mutilation but of love.”

Controversial statement, I know. That’s how Mortimer Adler puts it in his essay How to mark a book. A few years ago I would’ve snorted at the man and ignored the comment as the lunatic remark it clearly is. But not anymore.

The first time I put the pencil tip against the paper all my impulses screamed on sacrilege. I had lived by the mantra: Keep your books damn clean! Until, one day, I defied the regime and asked: Why? The books are mine, the mini-library is mine. Should that not be reflected?

Today, I can’t read without a pencil in my hand. I feel handicapped when I forget to bring a writing tool and thoughts arise that can’t get out. My book loving heart no longer bleeds for books that are wallpapered in margin scribbles but for those that are not. The neat, anonymous books that have never conversed with their readers.

“Full ownership comes only when you have made the book a part of yourself, and the best way to make yourself a part of it is by writing in it”, says Adler. What do you think, lines in the pages: Yay or nay?

13 thoughts on “Hvorfor jeg annoterer (the shit out of) mine bøger

  1. Neiiiiiiiiiiij – det KAN du da ikke *skrigende smiley*
    Spøg til side – jeg kan godt se ideen med at bogen bliver gennemarbejdet på en anden måde. Måske jeg skulle prøve det. Men nu læser jeg meget e-bøger (lidt svært med blyant) eller biblioteksbøger (ikke velset …) 😉

  2. Hahaha, engang havde jeg skreget med dig! Men det er vanedannende, når først du er i gang. Vil dog også pointere, at Adler (og jeg) understreger, at det er på det strengeste forbudt at skrive i lånte bøger. Det er jo bare dårlige manerer.

    Men jeg vil alligevel udfordre dig til at finde blyanten frem og sætte en lille streg hist og her i den næste (selvejede, fysiske) bog, du læser og se, hvad der sker 😉

    1. Åh, hvor er det skønt! Jeg bliver helt glad indeni. Måske jeg tillægger bøgerne lidt for mange følelser, men jeg forestiller mig bare, at det kun kan være en glad bog, der får fine glitterstjerner og delfinklistermærker i sine sider.

      Det er lidt i familie med alle de ting, man kan finde i bøger. Jeg har været i praktik og er nu frivillig hos organisationen Læs for Livet, som indsamler bøger og donerer dem til udsatte børn og unge. Og når bogdonationer kommer ind og skal sorteres, finder man nogle gange rigtig spøjse eller fine ting i dem, som bare er for særlige til at smide ud. Så vi har en hel skuffe dedikeret til “ting fra bøger”. Om det så er en tegning eller en flybillet eller et glemt blad, der skulle presses.

      Hvor sødt af dig at dele!

  3. Virkelig et interessant indlæg! Jeg skriver ikke selv i mine bøger, men de rejsende bøger, der har været omkring, har jeg selv nydt at skrive i. Det giver en dimension mere til næste læsning så 😀

    1. Tak! Jeg synes nemlig, det giver en rigtig fed dimension, både til læsningen for den næste og til bogen som objekt. Det er ikke længere en ren ting, som kunne ejes af hvem som helst, nu er det din! Jeg håber også, det snart bliver min tur til, at den rejsende bog kommer forbi 🙂

  4. Det bliver et YAY herfra!!! Jeg holder allermest af de bøger, som er fulde af kommentarer, spørgsmål og under/overstregninger – og de bøger jeg holder allermest af,fylder jeg med kommentarer, spørgsmål og under/overstregninger 😉

    Skønt endelig at møde en bogelsker som ikke skriger ‘SKAMFERING’!

    1. Det er altså også bare det bedste! Adler taler om, at bogen og teksten er en envejskommunikation. For at kunne være en aktiv og reflekteret læser, er man simplethen nødt til at skrive i den. Og på den måde bliver det lidt mere en tovejskommunikation – også selvom forfatteren selvfølgelig ikke ser dine noter. Der er bare noget virkelig lovable over en bog, som en læser har “talt” med!

      Vi burde næsten lave en lille alliance mellem os bogelskere, der er vilde med “bogskamfering”, for vi er da noget af en minoritet. Indtil videre har jeg hørt fra dig og fra Kirstine (thoughtsinpurple.wordpress.com) 😀

  5. Lyder som noget af en fed måde at sætte sit præg på sine egne bøger 😀 Dog skriger mig hjerte stadig når jeg skal skrive eller overstrege i nye studiebøger så tror aldrig jeg kan få mig selv til at skrive i mine elskede bøger 😀

    1. Det forstår jeg virkelig også godt! Har selv haft det fuldstændig ligesådan. Det var meget grænseoverskridende den første gang!

      Til gengæld forstår jeg næsten ikke, du kan lade være med at skrive i studiebøger. Der ville jeg være helt lost uden min highlighter 😀

  6. THIS. Jeg ville gerne være sådan en der skrev i mine bøger, faktisk. Men jeg kan sjældent få mig selv til det. Til gengæld laver jeg æselører, fordi rebel.

    1. Jeg siger dig: Det er frigørende, når man endelig har vænnet sig til det! Challenge: Gå all in på at markere i din næste bog. Hver gang du får en tanke, skal den ned i marginen! Snart kan det ikke undværes.

      Æselører er også guld. Særligt når man – som jeg – ikke ejer et eneste bogmærke.

      1. Challenge accepted!
        Jæi, æselører! Forstår ikke hvorfor de får så meget hate.

Skriv et svar